mandag den 25. februar 2008

Alt det kedelige.... og mit første indlæg

Hmmm da en hel del efterhånden er klar over hvor jeg er, og hvad jeg laver, kan jeg lige så godt oprette en blog så I alle kan følge med i min gøren og laden hernede.

Det er nu mandag aften og første dag er ved at være overstået. Lige nu sidder jeg med mine notater fra i dag og forsøger at fange lidt mere af undervisningen.... altså lave lektier. Som enhver vist ved er mine studievaner ikke helt så gode som man kunne ønske sig, så der er en overvejende sandsynlighed for denne blog bare er en overspringshandling. Dem er jeg nemlig ret god til.

Nå lad mig tage det fra starten. Forlod min lejlighed lørdag middag og fløj fra Kastrup kl 16. Ganske roligflyvetur, selvom jeg aldrig bliver god til at flyve. Efter et par timer i Heathrow var det ombord på flyet til cape town. Det tog vist 11½ time at flyve derned. Ihvertfald længere tid end nogen har lyst til at sidde krøllet sammen på et flysæde uanset hvor god underholdningen i skærmen foran er.

Efer vi var landet sikkert i cape town fik jeg fundet min kontaktperson hernede. Det foregik med det meget avancerede system hvor ham der skal hente skrive et navn på et papir og stiller sig så sammen med de 150 andre der skal hente nogen de ikke kender...... Det tog lidt tid at finde ham, og egentlig kunne man jo bare have valgt en hvilken som helst med et skilt. Måske en af dem hvor der stod noget med "adventure og safari".... bare en tanke....

Vi (for der var kommet 3 englændere med samme fly) kørte herefter til vores bolig og undervisningsområde, som jeg nok skal skrive noget om senere. Her fik en midlertidig lejlighed og et kort med et par butikker osv på. Jeg gik straks efter vand. Vi havde fået knap 250ml drikke på flyet i de 12 timer så jeg var efterhånden temmelig dehydreret. Havde ikke sovet og maden er som bekendt heller ikke noget at råbe hurra for, så jeg var temmelig brugt. Fik fundet noget vand, fik lidt mad og fik sovet nogle timer. Aftensmaden blev indtaget på en resturant tæt på, og i selskab med et par englændere, en svensker og en franskmand, som alle er på et andet kursus hernede.
Efter det første ordentlige mad i en del dage, for jeg fik selvfølgelig ikke spist eller sovet ret meget de sidste dagen inden jeg skulle afsted, røg jeg på hovedet i seng og sov små 10 timer.

I dag mandag er gået med teoriundervisning og klare alt det administrative. Vores instruktør Melanie, eller bare Mel som hun kaldes, er virkelig kompetent og en rigtig dygtig underviser. Dog kæmper jeg lidt for at følge med grundet sproget. Det er sgu lidt svært når relativt komplicerede fagudtryk er på engelsk..... Jeg kan mærke at min anatomiundervisning på sygeplejerskolen i fredags gjorde en del ting lettere at forstå, men den fordel bliver jeg ikke ved med at have så jeg skal virkelig hænge i for at følge med.

Det var vist dagens overspringshandling. Nu vil jeg tilbage til mine bøger og notater..... og lære lidt mere om celler, transportproteiner og facilliteret diffusion.... som hedder facillitated diffusion på engelsk så den er nem nok.....

Ingen kommentarer: